Endelig blev det søndag, og vejret var godt med masser af solskin, selvom temperaturen var i den lave ende.
Mange af klubbens medlemmer var mødt til søndagssejlads med deres flotte modelskibe, og Carsten fik optaget en del videoklip, ligesom der blev fotograferet på livet løs.
Nyt radioanlæg
Jeg skulle for første gang prøve min modelbåd – en skala 1/25 af Sunseeker Renegade 63 – med mit nye 2,4GHz radioanlæg. Modellen er udstyret med vandjetdrev, så den kræver 3 kanaler for at sejle: En kanal til at dreje jetdrevet (“ror”), en kanal til at regulere motoren fra 0% til 100% (kun fremad) og en kanal til at vende jetdrevets vandstråle, så modellen kan bakke. Tidligere har jeg sejlet den med et andet radioanlæg (robbe F-14 NAVY), men med det nye radioanlæg er der mulighed for at programmere modellens indstillinger, så den kan sejles fuldstændig som et traditionelt modelskib med 2 kanaler.
Men det mest interessante var nu ikke om programmeringen virkede (hvad den gjorde), men muligheden for at logge sejladsen: Kurs og fart.
På billedet herunder ser du sejladsen, og den røde kurve angiver på hvilket tidspunkt hvad modellens fart var.
Oplysningerne kommer fra den GPS, som er placeret i modelbåden. Radiomodtageren sender data retur til radiosenderen hvert halve sekund. Radiosenderen gemmer så data på et SD-kort (mage til de hukommelseskort, som bruges i fx digitalkameraer).
Af diagrammet fremgår det, at modellens hastighed har været helt op til 18 km/t, og at der blev sejlet en samlet distance på 3180 meter. Diagrammet er lavet med den software, der følger med radioanlægget.
Efter at have eksporteret data til Google Earth ser sejladsen således ud:
Den sorte streg er modelbådens rute. På kortet ser det ud som om modelbåden har sejlet på græsset. Den har den ikke, men det skyldes den usikkerhed, som er på selve GPS-systemet (amerikanerne siger, at nøjagtigheden er ca. 4-5 meter). GPS’en i modelbåden har åbenbart en bedre nøjagtighed, da den kun afviger med ca. 1-2 meter.
Der blev i alt logget 51379 linjers data. Hver datalinje indeholder bl.a. tidspunkt, hastighed, koordinat, højde, retning og meget mere. Totalt mere end 23 MB komprimerede data for ca. 1 times sejlads.
Og hvad så?
Hvad kan man så bruge det til? Og er det overhovedet nødvendigt for at sejle med en modelbåd?
Svaret er ganske enkelt: Nej! Du kan sagtens undvære det.
Men det giver sejladsen er helt ny dimension. Når det udvidede dataopsamlingsmodul kobles på, så kan jeg få flere oplysninger retur – fx motorens omdrejninger/minut, temperatur, strømforbrug, resterende strøm m.m. Det vender jeg tilbage til i et senere indlæg.
Det giver et langt bedre grundlag for at kunne optimere på sin modelbåd mht. sejltid og fart. Sejler du konkurrencer, vil oplysningerne virkelig kunne gøre en forskel – måske den forskel der gør, at du kommer foran de andre.
Er det dyrt?
Nej, et radioanlæg med telemetri kan i dag anskaffes for mindre end 1000,00 kr. (mærkevare, ikke “Kinøjser-anlæg”). Dataopsamlings-udstyret starter fra omkring 100,00 kr.
Der blev benyttet et Graupner HoTT radioanlæg og HoTT GPS i modelbåden til dagens sejlads.